Åbning Det kan godt være et problem at vurdere hvor åbent et mundstykke er når man skal købe det på internettet og ikke kan prøve det. Jody Espinas netside har nogle gode oversigter over åbningsstørrelsen af de mest almindelige mundstykkefabrikater. Mundstykker generelt Theo Wanne har en yderst seriøs gennemgang af alle aspekter af saxofonmundstykket. En sand guldgrube af information. Ekstremt spændende hvis man er bidt af mundstykker. Hvis man læser tysk er der også gode oplysninger af Kay Siebold på Tittmann's netside. Herr Siebold er også en anerkendt "refacer" Hvis man vil vide hvad andre mener om et bestemt mundstykke, kan man lede på diskussionssiderne (Forum) i Sax on the Web. Meget underholdende og indeholder desuden tonsvis af anden information. Det er lidt for nemt at hygge sig der i stedet for at øve. "Refacing" I USA sidder der nogle gutter der kan optimere et godt mundstykke for et overskueligt beløb. De mest kendte er "MojoBari", og The Mouthpiece Guys, Brian Powell og Erik Greiffenhagen som er oplært af Ralph Morgan. Flere nævnes løbende på SOTW Forum.Man kan dog risikere at skulle betale moms og told af sit eget mundstykke, når det kommer tilbage fra USA. I Europa er der ud over førnævnte Kay Siebold også Ed Pillinger samt Morgan Fry i England. Og så er der min gode ven Istvan Gabor, der bor i Malmø, og som er en sand troldmand til at få et mundstykke til at spille og lyde bedre. Blade og bladhårdheder Når man skal afprøve et "nyt" mundstykke er det vigtigt at benytte nye blade. Det skyldes, at et brugt blad har taget form efter det mundstykke man spiller på, og derfor vil give et fejlagtigt billede af det nye mundstykke. Hvis man kommer til mig for at prøve mundstykker, vil jeg anbefale at man medbringer 3 ubrugte blade af ens sædvanlige mærke. Et i den hårdhed man plejer at bruge, samt et der er et trin blødere og et der er et trin hårdere. En udmærket sammenlignende oversigt over de mest gængse blades hårdheder findes på Vandoren's hjemmeside. Man kan ikke linke direkte, så jeg har lagt den herunder. En mere omfattende på tysk er denne fra Saxophonservice i Berlin. "Doctor Sax" i USA har samlet revl og krat så man har en chance for at finde de mere sjældne mærker. Hvis man vil gøre de blade, man ikke kan bruge, brugbare, har australske Brendan Tibbs, der fremstiller mundstykker i Sterlingsølv, en udmærket vejledning. |